Udendørsaktiviteter er markedsføring af livsglæde

11. marts 2021 kl. 14:31

Flere afdelinger har gang i udendørsaktiviteter til glæde for deltagere og undervisere. Udendørsaktiviteterne er en god måde at synliggøre LOF på og en måde at markedsføre sig som en aktiv aftenskole. På længere sigt kan udendørsaktiviteterne give flere deltagere til vores øvrige hold, mener LOF's skoleledere.


Udendørsundervisning

HURRA VI SKAL I GANG NU - UDENDØRS! Den besked kan man læse på LOF Trekantens hjemmeside, hvor - deltagerne har hele 15 udendørs hold at vælge i mellem. Afdelingen er en af de flere gode eksempler på, at det er muligt at få undervisere og deltagere ud i naturen. I LOF Trekanten mødes deltagere for eksempel til fotografering i det fri, yoga udendørs, mad over bål og til keramik, hvor undervisningen begynder med at finde materialer i naturen.

De udendørs hold kører foreløbig kun frem til påske. De få mødegange gør, at priserne er små. Selvom holdene ikke er fyldt op, mener skoleleder Merete Højgaard, at aktiviteterne giver værdi til LOF. Det er en god mulighed for at holde på underviserne og gøre noget særligt for vores nuværende deltagere, mener hun. Derudover er kurserne med til at synliggøre LOF som en aktiv aftenskole.

- Vi gør det bare for at få gang i noget. Underviserne er glade for at komme i gang. Og deltagerne er glade og sender os mails, hvor de takker for initiativet. Vi regner med, at de fortsætter i LOF, når vi kan åbne på almindelige vilkår, siger Merete Højgaard.  
- Deltagerne er folk, der er glade for at være i naturen i forvejen. Men deltagere, der har oplevet noget særligt udendørs, fortæller om deres oplevelser til andre, og sådan regner vi med, der kommer flere på holdene, siger Merete.

Noget for alle
Også i Slagelse ser man de udendørskurser som en mulighed for synlighed.  
- Vi håber, folk kan se, at vi er en aktiv aftenskole. Vi vil gerne hjælpe folk, så de kan komme ud og lave noget af den ene eller den anden slags, siger skoleleder Helle Magh.
LOF Slagelse tilbyder Qi Gong, yoga, vandreture med en naturvejleder og keramik.
- Det skal være et alternativ til dem, der ikke nødvendigvis vil ud og have motion. Derfor er vi glade for, at vores keramiklærer vil undervise udendørs i sin egen have, siger Helle Magh.

LOF Slagelse planlægger at fortsætte udendørsaktiviteterne sideløbende med de almindelige aktiviteter indendørs.
- Udendørsundervisning er kommet for at blive. Trenden går i retning af, at flere vil ud og bruge naturen. Vi vil fortsætte med nogle kombi-hold, for eksempel Qi  Gong, hvor man er udendørs frem til oktober og så fortsætte indendørs. Vi har også en underviser, der kører halvdelen af sine hold udendørs i juni og maj, siger Helle Magh.

Inspiration
Vil I have inspiration til udendørsaktiviteter, er er der masser af gode idéer på LOF-afdelingernes hjemmesider. Mange afdelinger tilbyder yoga og bevægelseshold udendørs, men andre aktiviteter kan også finde sted ude. LOF Sydvest tilbyder blandt andet meditation i skoven, udendørs akrylmaling, sanketur og vandretur i Kærgård Klitplantage med en naturvejleder, der fortæller om forurening fra Grindstedværket.
LOF Syd inviterer til Beerwalk - en vandretur på gendarmstien med indlagt ølsmagning.

Har du en idé til et udendørs hold, men mangler du sparring på at få det sidste til at falde på plads, så brug vores skoleledergruppe på facebook, som du finder her: https://www.facebook.com/groups/634980099917016

Du er også velkommen til at kontalte udviklingskonsulent Dorthe Lykke Olesen på dlo@lof.dk

 

 

Varekurven finder du altid øverst til højre.

Vil du finde flere hold eller Gå til bestilling