God energi på kurset for nye skoleledere

10. november 2021 kl. 10:05

I sidste uge kunne seks nyere skoleledere endelig mødes til skolelederkursus for nye skoleledere i LOF. Kurset er blevet udsat på grund af corona. Flere af deltagerne har derfor allerede været i gang med at udfylde rollen som skoleleder i noget tid. Alligevel kom alle hjem fra Fjellsted Skov med nye idéer, ny viden og ny inspiration. 

- Jeg har virkelig manglet det her kursus, og jeg synes, alle skal have det - uanset om det så ligger i starten af ens ansættelse eller kommer som en form for opsamling. Jeg fik meget ud af de andres spørgsmål, og jeg fik ting at vide, som jeg ikke ville have vidst, hvis jeg ikke var mødt op. Der var en god energi på kurset, sagde Birgitha Kure Christensen, skoleleder i LOF Skanderborg.

Et kursus i tre dele
Skolelederkurset var for første gang inddelt i tre seancer. Forud for kursusdagen havde deltagerne fulgt et webinar om LOF's struktur, værdier og historie, ligesom det fysiske kursus blev fulgt op med et webinar ugen efter.
-En del af den viden, nye skoleledere skal have egner sig godt til at blive formidlet i webinarer. Ved at kombinere online og fysisk undervisning kan vi bruge den tid, vi har sammen på at arbejde med gruppeøvelser, udveksle erfaringer og gå i dybden med cases. Det er en tilrettelæggelsesform, vi vil udvikle og helt sikkert bruge mere fremover, siger udviklingskonsulent Dorthe Lykke Olesen.

Collage

Erfaringsudveksling
De gode idéer til aktiviteter og samarbejde og viljen til at delee manglede i hvert fald ikke. Vi kom omkring emner som, hvordan man gør man Grundtvig fucking hot, fordele ved aktiviteter for beboere på bosteder, forløb for stressramte mænd og samarbejder med kommuner om sundhed.

Deltagerne fik også et oplæg om, hvordan vi kan tage afsæt i vores folkeoplysende værdier, når vi markedsfører vores tilbud og om, hvilke fordele der er for LOF, når vi laver projekter i partnerskaber. Derudover introducerede kurset deltagerne til folkeoplysningsloven og til, hvad man skal være opmærksom på som arbejdsgiver for LOF's undervisere.  

 

Varekurven finder du altid øverst til højre.

Vil du finde flere hold eller Gå til bestilling