Fremtidens aftenskole - i nørdernes tid
9. februar 2021 kl. 13:54

Efter corona vil folk efterspørge aktiviteter af høj kvalitet, vi vælger af lyst. Vi vil mere ud i naturen, vi vil fokusere på vores fysiske og mentale sundhed, og så vil de lokale fællesskaber og aktiviteter få en større betydning. Alt det gav fremtidsforsker Marianne Levinsen sit bud på, hvordan vi udnytter, når vi genstarter aftenskolen.
- En krise påvirker os, fordi der sker ting, vi ikke selv
kan styre. Vi kan ikke vælge at ændre på corona eller på verden.
Derfor har vi et endnu større behov for tilbud, som vi vælger af
lyst. Her har LOF et meget stærkt kort, siger fremtidsforsker
Marianne Levinsen fra Fremforsk - Center for
fremtidsforskning.
Til gengæld skal vi i fremtiden være mere bevidste om, at vores
deltageres tilvalg af LOF også er motiveret af andre ting end
fornøjelse.
- Det, vi vælger at gå til i aftenskolen, skal siger noget om,
hvem vi er som individer, og hvad vi synes, er vigtigt at bruge
vores tid på. I er i et felt, hvor der er mange spillere. Det
stiller store krav til undervisningens kvalitet og til, hvilken
relevans, aktiviteterne har for den enkelte deltager, siger
Marianne Levinsen.
Lokal og ægte
LOF vil også have den fordel, at vi i en globaliseret verden
bliver mere optagede af de lokale fællesskaber.
- Det, der gør mennesker glade, er, at man møder hinanden uformelt
og føler, at man har et tilhørsforhold. Vi efterspørger ægte
fællesskaber, og her er LOF og jeres aktiviteter særligt vigtige,
siger hun.
Efterspørgslen på høj kvalitet og den "ægte vare" er især en
fordel for vores undervisere, der brænder for at formidle derres
fag.
- Det giver os en særlig tilfredshed, når vi møder nogle
passionerede mennesker, der virkelig kan deres stof og vil give det
videre. Det er spændende, når vi møder nogen, der ikke er en
standartvare, for det har vi så meget af andre steder i
tilværelsen. Det er lidt nørdernes tid, vi lever i. Men vi skal
være nørder, der er gode til at formidle, og som gerne vil formidle
til andre, siger Marianne Levinsen.
Natur og sundhed
Noget af det, folk vil vælge til, er oplevelser i naturen sammen
med andre. Det moderne menneske længes efter ren luft, samvær og
fordybelse.
- Vi har brug for at føle, mærke sanse dufte. Derfor hitter
aktiviteter som saml-selv ture med for eksempel østers og svampe og
aktiviteter, hvor man selv tilbereder maden sammen over bål, siger
Marianne Levinsen.
Hun mener også, der er et stort potentiale for LOF i at holde fast
i vores fokus på fysisk og mental sundhed.
- Sundhed er en kæmpe bølge. Vi er optagede af sundhed i vores
familieliv, i vores forbrug og på arbejdspladsen. Og i fremtiden
vil der komme mere fokus på den mentale sundhed og på balancen
mellem krop og sind, siger hun.
Teknologi og natur.
Nedlukningen af Danmark har gjort de fleste af os mere digitale.
Marianne Levinsen opfordrer os til at holde fast i de digitale
aktiviteter, når det giver mening.
- I skal teste, hvad der egner sig godt til digital læring, og
hvad der kun fungerer i det fysiske rum. Og tag så erfaringerne med
til det næste niveau, så I kan skabe noget, der er bedre, sjovere
og mere interessant end før corona. Vi har et momentum lige nu, og
det skal vi gribe, slutter hun.
Læs mere om Idétræf i artiklen Idétræf online her
Hent Marianne Levinsens præsentation her
Hent alle oplæg fra Idétræf her