Sæt fokus på mental sundhed i uge 41

28. september 2020 kl. 10:53

Hele næste uge sætter netværket ABC for mental sundhed fokus på aktiviteter og fællesskaber, der styrker vores mentale sundhed. Det gør LOF og vores tilbud i meget høj grad. Ugen kan derfor bruges til at markedsføre jeres kurser og til at sætte fokus på, hvordan vi bidrager til menneskers trivsel. 

Kommuner og organisationer over hele landet sætter i uge 41 fokus på, hvilke aktiviteter, der bidrager til vores mentale trivsel. Netværket ABC formental sundhed, som LOF er endelaf, har udnævnt uge 41 til mental sundhedsuge. Lørdag den 10. oktober er Verdens Mentale Sundhedsdag.  

Vil I have glæde af sundhedsugen, så læs mere om hvordan I kan bruge den i artiklen Sådan bruger i sundhedsugen

Aktiviteter sammen med andre
ABC for mental sundhed har i år valgt temaet: Aktiviteter og fællesskaber i det fri. Forskning viser, at naturen har en positiv effekt på vores mentale sundhed. Når vi opholder os udendørs, har vi mulighed for ro og fordybelse og for at sanse verden og være nærværende. Har I udendørsaktiviteter, er det derfor særligt oplagt, at I bruger materialet fra ABC for mental sundhed i næste uge.

Husk dog at alle LOF's aktiviteter er med til at gøre os mere mentalt sunde - også dem der foregår indendørs. Det skyldes, at vi bliver gladere og mere modstandsdygtige over for stress og andet pres, når vi er aktive sammen med andre, og når vi dyrker en interesse, vi selv har valgt. Den mentale sundhedsuge i næste uge er en oplagt anledning til at fortælle både kommende og nuværende deltagere om den store betydning, aftenskolens læringsfællesskaber har. Sørg derfor for, at jeres undervisere er opmærksomme på sundhedsugen i næste uge.

Hvad er ABC formental sundhed?
ABC for mental sundhed er et netværk af organisationer og kommuner, der arbejder for at forbedre danskernes mentale sundhed. ABC for mental sundhed er den første forskningsbaserede indsats, der retter sig mod hele befolkningen. ABC står for Act, Belong, Commit, Oversat til dansk: Gør noget aktivt, gør noget sammen med andre, og gør noget meningsfuldt. Forskning viser nemlig, at vores mentale sundhed øges, når vi er aktive sammen med andre om meningsfulde aktiviteter.

ABC for mental sundhed giver et nyt, positivt og handlingsorienteret fokus på mental sundhed, så det også omfatter alt det, der fremmer trivsel og styrker os som mennesker. Alle LOF's afdelinger har adgang til det materiale og de kampagner, netværket producerer.

Læs mere om ABC for mental sundhed på LOFnet under partnerskaber

Læs mere om ABC for mental sundhed på abcformentalsundhed.dk

 

Varekurven finder du altid øverst til højre.

Vil du finde flere hold eller Gå til bestilling