Aftenskolerne, hvordan har det det - Ny undersøgelse fra Vifo

16. august 2018 kl. 15:12

Det går generelt godt i aftenskolen. Aktiviteterne er fordelt over næsten hele året, og tilbuddene er mangfoldige. Det viser en stor undersøgelse af aftenskolerne, fra Vifo. LOF kan bruge undersøgelsen i vores eget udviklingsarbejde og som baggrund for vores samarbejder med kommuner.

De fleste aftenskoler ser lyst på fremtiden og er tilfredse med økonomien. Der er stor variation i udbuddet af aftenskoleaktiviteter, og de foregår over næsten hele året. Det viser Videncenter for Folkeoplysnings landsdækkende undersøgelse Aftenskolerne, hvordan har det det? Undersøgelsen er baseret på tilkendegivelser fra aftenskoleledere over hele landet - heriblandt mange skoleledere i LOF.

Læs hele undersøgelsen Aftenskolerne Hvordan har de det på vifo.dk

- Undersøgelsen giver et fint øjebliksbillede af aftenskolen i hele landet. Derfor kan den fungere som et godt baggrundsmateriale til en samtale om rammer og vilkår med kommunerne eller til udviklingsarbejdet i de kommunale folkeoplysningsudvalg, siger sekretariatsleder i LOF Per Paludan Hansen.  

Tilfredshed
To tredjedele af aftenskolerne er tilfredse med deres økonomiske situation. En tredjedel har fået flere deltagere de seneste fem år, og for en tredjedel er deltagerantallet uændret. Samlet set er der altså stabilitet de fleste steder, selvom der er sket et lille fald i ressourcerne til administration. Ifølge undersøgelsen peger de fleste aftenskoler dog på økonomien som den største udfordring.
- Aftenskolerne nævner i høj grad størrelsen på det kommunale tilskud og den kommunale ramme for tilskud som en del af de økonomiske udfordringer, siger Henriette Bjerrum i en artikel om undersøgelsen.

Udvikling
Undersøgelsen viser også, at mange aftenskoler ønsker at arbejde mere med udviklingsarbejdet, og at det især er det organisatoriske udviklingsarbejde, der er i fokus. Per Paludan Hansen mener, at undersøgelsen også er god som en baggrund for udviklingsarbejdet i LOF med henblik på at udvikle flere tilbud, der løser samtidens udfordringer.

- Aftenskolerne kan blive bedre til at tilpasse den teknologiske udvikling, og de behov og nye fællesskaber, der følger med den nye teknologi. Vi skal se på, om der er den nødvendige fornyelseskraft og udviklingsvilje i LOF til at kunne imødekomme samtidens behov, siger Per Paludan Hansen.

Læs hele undersøgelsen Aftenskolerne Hvordan har de det på vifo.dk

 

Varekurven finder du altid øverst til højre.

Vil du finde flere hold eller Gå til bestilling