Få et frugtbart samarbejde med Venstres Ungdom

13. december 2017 kl. 21:36

Hvis man gerne vil have nye frivillige, nye bestyrelsesmedlemmer eller nye undervisere, kan det være en god idé at samarbejde med den lokale afdeling af Venstres Ungdom (VU).

For at informere om mulighederne i LOF deltog organisationskonsulent Kristian Snerle i sidste uge i et møde hos Venstres Ungdoms landsstyrelse.

 - Informationerne om LOF blev modtaget meget positivt, og flere VU opsøgte mig efterfølgende og udtrykte et ønske om at få bedre kontakt med deres lokale LOF afdeling, siger Kristian Snerle 

Muligheder for samarbejde
LOF og VU kan få et frugtbart samarbejde på flere områder. Kristian Snerle minder om, at det er vigtigt at forventningsafstemme, før man tager hul på de konkrete opgaver.
- Lav klare aftaler om, hvad I forventer af dem, og hvad de til gengæld får af jer, siger han.

Foredrag
VU'erne kan for eksempel give inspiration til foredragsemner og måske få lov til at bestemme en aktivitet om året. VU'erne vil kunne hjælpe med at afholde arrangementet og med at markedsføre begivenheden i deres netværk og derved tiltrække en yngre målgruppe. VU kan bruge arrangementet til medlemspleje og til at adskille sig fra de andre ungdomsorganisationer ved at få en oplægsholder på et andet niveau, end de plejer.

Få en VU'er i bestyrelsen
VU består af mange engagerede frivillige kræfter. Når VU'erne stopper i VU, kan LOF være det sted, hvor de fortsætter deres samfundsengagement. Giver man de nye bestyrelsesmedlemmer indflydelse og konkrete opgaver, vil de hurtigere blive integreret i afdelingen.

Debatmøder forud for valg
VU'erne er som regel meget engagerede i en folketingsvalgkamp. Man kan allerede nu begynde at snakke sammen om at etablere debatmøder eller andre valgarrangementer.

Undervisere
Rigtig mange VU'ere sidder inde med viden, som kan bruges til et foredrag eller et hold i LOF. For eksempel undervisning i i Facebook, Instagram eller måske endda snapchat til ældre. Det kunne også være fremmedsprog eller noget helt andet. LOF vil gennem VU'eren få nye kurser i programmet og nå ud til en yngre målgruppe. Fordelen for VU'erne vil være et godt studiejob og undervisererfaring.

Kursusinspiration 
Brug VU'erne som fokusgruppe. Spørg dem, hvilke kurser, der er interessante for dem og deres omgangskreds. Det kunne for eksempel være Photoshop, fotografering, kurser i, hvordan man lægger et budget, hvordan investerer man i aktier, eller i hvad man skal være opmærksom på ved indberetning til SKAT.

Kommunikationshjælp   
Ansæt en VU'er et par timer om ugen til for eksempel at administrere jeres facebookside, skrive pressemeddelelser eller løse andre kommunikationsopgaver. For VU'eren vil konkret erhvervserfaring i LOF være godt på CV'et- også hvis I ikke har råd til at betale i andet end med en titel som "kommunikationsansvarlig."

Hvis I gerne vil afprøve nogle af disse idéer, eller har forslag til et samarbejde med VU, så tag kontakt til Kristian Snerle på krs@lof.dk 

 

Varekurven finder du altid øverst til højre.

Vil du finde flere hold eller Gå til bestilling