Aftenskolerne fejret ved stort prisshow i Århus

26. september 2016 kl. 11:34

Det blev desværre ikke til en statuette til LOF, da Aftenskolernes Pris blev holdt i Århus i fredags. I LOF's landsorganisation er vi dog stolte af LOF Mariagerfjord/Rebild, der var nomineret til den fornemme pris som Årets aftenskole.

 - Nomineringen viser, at der kan komme noget rigtigt godt ud at tænke nyt og vende rundt på organisationen, sagde skoleleder Jan Vestergaard.
Nomineringen skyldes nemlig afdelingens flotte arbejde med at udvikle både forretning og organisation. Det har LOF Mariagerfjord/Rebild gjort ved at fokusere på sin kernefortælling, kortlægge sine kompetencer og dermed tiltrække nye frivillige kræfter til bestyrelsesarbejde og andre opgaver.

LOF Mariagerfjord/Rebild har desuden indgået nye samarbejder med andre foreninger og fokuseret på nye former for markedsføring. LOF blev alligevel slået på målstregen af FOF Odense- Fredericia-Middelfart, der også løb med titlen foran DOF skolen Rødovre Kulturelle Aftenskole.

Bestyrelse LOF Mariagerfjord collage.jpg
Bestyrelsesmedlemmer fra LOF Mariagerfjord/Rebild: Fra venstre: Yvonne Grønhøj, Lone Mølbach, Laila Larsen, Bjarne Platz samt tidligere formand Brith Lund Jørgensen.

Kultur er det fælles
Aftenskolernes Pris blev uddelt i 10 forskellige kategorier ved et stort prisshow i Kulturhuset Hermans i Tivoli Friheden i Århus. Formålet med prisudedelingen er at sætte fokus på aftenskolens vigtige funktion som en nyskabende, aktuel og engageret aktør i civilsamfundet. Og netop den rolle blev fremhævet af Kulturminister Bertel Haarder (V).
- Kultur er først og fremmest det fælles. Folk vil gerne gøre noget sammen med andre, og her spiller aftenskolen en vigtig rolle. Aftenskolen tilhører en kultur, hvor man gør mere, end man behøver. Hjertelig tak for jeres indsats, sagde han til de godt 200 fremmødte gæster fra aftenskoleverdenen.

Ny inspiration
Den festlige dag gav rig lejlighed til at få nye ideer fra resten af aftenskoleverdenen.
- Det er en spændende dag, hvor man får udvidet sin horisont. Og så er det god team building for os som bestyrelse, sagde Bjarne Platz, der var mødt op sammen med resten af bestyrelsen for LOF Mariagerfjord/Rebild.

LOF var desuden repræsenteret ved det velsyngende og altid festklædte mandskor Mandhatten.dk fra LOF Kolding/Vejen. Formand for LOF Øresund, Karsten Bernstein var også på talerstolen, da han på vegne af Aftenskolernes Samråd i Helsingør Kommune modtog Debatprisen. 
Per, Bertel og Karsten, collage.jpg
Fra venstre: Sekretariatsleder Per Paludan Hansen, kulturminister Bertel Haarder, formand for LOF Øresund, Karsten Bernstein.

Koret Manhatten.jpg LOF Kolding/Vejen-koret Mandhatten.dk

Dagen blev styret af komikeren Sebastian Dorset. Arrangørerne er de fem landsdækkende oplysningsforbund; AOF, fora, DOF, FOF og LOF. Aftenskolernes Pris fandt sted første gang i 2014, hvor LOF Midtjylland vandt prisen som Årets aftenskole.

Prisvindere Aftenskolernes Pris 2016
Innovationsprisen - SeismogrAAfen (Fora)
Partnerskabsprisen - AOF Odense
Handicapprisen -  Dalgas Skolen (DOF)
Underviserprisen - Doris Vestergaard, AOF Herning
Integrationsprisen - FOF-Vendsyssel
Aftenskolens ildsjæl - Hans  Moss, FOF Ringkøbing Skjern Varde
Sundhedsprisen - Pas på Hovedet
Debatprisen - Aftenskolernes Samråd i Helsingør
Årets aftenskolekommune- Gladsaxe Kommune
Årets aftenskole - FOF Odense-Fredericia-Middelfart 

Læs mere om arrangementet på aftenskolernespris.dk

 

Varekurven finder du altid øverst til højre.

Vil du finde flere hold eller Gå til bestilling