Flot fremmøde og god debat til EU arrangement i Århus

25. september 2014 kl. 14:37

Hvor er EU på vej hen? Det spørgsmål tiltrak omkring 70 interesserede til LOF Aarhus og Jyllands-Postens EU-debatmøde den 16. september i Århus. Her gav tidligere udenrigskorrespondent Per Nyholm (til venstre) og Jakob Ellemann Jensen (V) (til højre) deres bud på, hvad Danmark bør gøre ved EU-forbeholdene ligesom suverænitetsspørgsmålet også blev debatteret.

Spørgsmålene fra deltagerne var så mange, at mødet overskred den aftale tid.

Væk med forbeholdene
Både Jakob Ellemann-Jensen og Per Nyholm talte for, at Danmark afskaffer de fire forbehold. 

- Danmark mister formelt suverænitet ved at være med i EU, men vi får til gengæld reel indflydelse. Samme princip gælder også på de områder, hvor vi i dag har forbehold. Vi skal ikke være bange for suverænitetsdebatten, sagde Jakob Ellemann-Jensen.
Han ærgrer sig også over, at Danmark står uden for den kommende bankunion.

Også Per Nyholm mener, at Danmark bør tage en afstemning om EU-forbeholdene. Han er overbevist om, at danskerne i så fald ville stemme ja til at afskaffe dem, eftersom valget i maj viste, at der stadig er et flertal for at udvikle Europa. Han mindede os også om, at EU er en succes som fredsprojekt.

- Der har været fred i Europa, siden EU begyndte og i dag er det jo utænkeligt, at der ville udbryde krig blandt europæerne. Hvis vi ikke havde haft EU og NATO, var det gået meget værre i Ukraine og på Krim, sagde Per Nyholm. Omvendt viser den sikkerhedspolitiske situation i Rusland, at der er god brug for EU i dag, mener han.

- Vi kan ikke fortsat regne med, at USA vil betale for europæernes frihed og sikkerhed. USA's interesser samler sig lige nu om Stillehavet og Kina, og så kan Europa komme i klemme, sagde han. 

Læserklub
Debatmødets store fremmøde skyldes ikke mindst, at Jyllands-Posten havde sørget for en grundig markedsføring. Arrangementet havde fået helsides annoncer i den landsdækkende avis og var udbudt til en særlig pris til medlemmerne af Jyllands-Postens læserklub. LOF har netop etableret et samarbejde med Jyllands-Postens læserklub, som kan benyttes af alle LOF afdelinger.

Læs mere om samarbejdet mellem LOF og Jyllands-Posten her

Næste EU arrangement på plakaten er debatmøde med TV2 journalist Thorkild Dahl i Gilleleje den 7. oktober. Debatmødet er arrangeret af LOF Gribskov

Læs mere om LOF's EU arrangementer her

 

Varekurven finder du altid øverst til højre.

Vil du finde flere hold eller Gå til bestilling